Konsulent Anders Bay-Smidt, Telepsykiatrisk Center, Psykiatrien i Region Syddanmark

Konsulent Anders Bay-Smidt, Telepsykiatrisk Center, Psykiatrien i Region Syddanmark

Anders Bay-Smidt har igennem det det sidste års tid været i praktik, studiejobbet og skrevet speciale i informationsvidenskab i samarbejde med Telepsykiatrisk Center. Dette indlæg er det første af to indlæg om implementering af apps i psykiatrien, og det handler om, hvilken rolle teknologier spiller i dag, og især hvilken rolle de kan komme til at spille i fremtiden.

Senere skriver Anders et indlæg om sit speciale, der omhandler implementeringen af appen Rsyd LIFE i et Kost og Motionsforløb hos de to psykiatriske afdelinger Tidlig Interventionsteam (TIT) og Almenpsykiatrisk afdeling (APT) i Psykiatrisk Afdeling Odense.

Teknologiforståelse
Som jeg ser det, er et moderne samfunds eksistens afhængig af tilføjelse og udviklingen af teknologier. Danmark bygger i dag på et videnssamfund, hvor teknologier er en bærende del af opbygningen af denne viden. Derfor interesser jeg mig for, hvordan man fra et sociologisk perspektiv bedst opbygger læren om det, så udnyttelse af teknologi som en bærende samfundsfaktor kommer til at gå så gnidningsfrit som muligt.

Specielt sundhedssektoren oplever, at teknologier er en af de mest bærende forandringsagenter. Derfor mener jeg også, der er et behov for, at de aktører, som arbejder i sundhedssektoren, opbygger en teknologiforståelse for at kunne omfavne den udvikling, som sektoren står over for i forhold til et teknologisk perspektiv.

Udfordringer og muligheder
Teknologi bliver ofte set som en udfordring frem for en mulighed. Der er mange, der er bange for, at teknologi er noget, der går ind og påvirker i negativ retning og dette tror jeg, bygger på, at de historier, der får mest dækning omkring teknologier, er de mest negative. Her kan ting som rejsekort og de elektroniske patientjournaler nævnes som eksempler, der har fået en negativ mediedækning.

Samtidig oplever mange også det som et irritationsmoment, når nye teknologier introduceres, fordi det ændrer rytme og rutiner, også selvom det på længere sigt kan være med til at forbedre selvsamme rytmer og rutiner. Samtidig er der også en generel skepsis omkring hvilken rolle velfærdsteknologier de spiller i et moderne samfund. Det handler ikke kun om ændret arbejdsgange men også frygten for hvad formålet er med nye teknologier er. Er det et spørgsmål om effektiviseringer der kan reducere lønomkostninger, eller er det et spørgsmål om at forbedre behandlingen.

Hvordan man taler om velfærdsteknologi
Et godt, lille sociologisk eksempel på, hvor mange niveauer nye velfærdsteknologier spiller ind, er bare forståelsen i sig selv. Her bygger vores samfund på mange forskellige forståelser for, hvad velfærdsteknologi er, og hvordan det skal bruges. Spørger man eks. FOA, anser de velfærdsteknologi som følgende:

FOA mener, at velfærdsteknologi skal bruges, hvor det giver mening. Og at velfærdsteknologien skal bruges, så medarbejderne føler, at det understøtter deres faglighed på den bedst mulige måde, og at det kommer borgerne til gavn.”

Her ses velfærdsteknologi kun ud fra et understøttende perspektiv og ikke noget med effektivisering eller et økonomisk perspektiv, men som et værktøj, der har fokus på sundhedspersonalet og ikke direkte patienten. Det er åbenlyst, at det er robotter, apps og nyere teknologier, de har fokus på, og man kan argumentere for, at de er bange for hele spare-perspektivet, hvor automatiske, teknologiske løsninger kan være med til at skabe fyringer hos deres medlemmer.

Spørger man derimod KL, er fokusset på velfærdsteknologier mere bredspektret, og i forbindelse med en økonomiaftale i 2014 beskrives det:

Velfærdsteknologi rummer kvalitets- og effektiviseringspotentialer til fordel for borgerne, medarbejderne og kommunerne.

Her er synet altså lidt mere bredspektret, og her er patienten ikke glemt. Dette er kun synet på velfærdsteknologi og ikke alle de andre aspekter som økonomi, sikkerhed, osv., som også spiller en stor rolle i implementeringen.

Det er ikke fordi jeg vil gøre mig til herre over om det ene eller andet er mest korrekt, men i bund og grund så omfavner begge velfærdsteknologier, bare med hver deres interesse.

Man kan derfor om implementeringen af teknologier tale om, at uanset hvor velfungerende en implementering og en teknologi er, vil der altid være en modstand forbundet med den om enten det er teknologien i sig selv eller de indirekte resultater af implementeringen. Det er derfor, jeg mener, at denne lære i teknologiforståelse er alfa og omega for teknologiimplementeringen, fordi det handler om at forstå, hvorfor den er der er der og omfavne den positivt, og have for øje at opnå den bedst mulige behandling.

Og det handler ikke om en enten eller, men handler om en faglig vurdering fra patient til patient om, hvad der vil være bedst til den givne situation, og det kan kun opnås igennem en høj teknologiforståelse sammensat med behandlernes høje faglige kompetence. Hvis det er på plads, så vil implementeringen og antallet af gode veludviklede teknologier nok komme frem.

Patient 2.0
Den nødvendige udvikling i teknologier og teknologiforståelse for behandlere går i tråd med den nye type patient som de seneste 10-15 år er begyndt at få sit indtog i sundhedssektoren. Patienter har udviklet sig i deres rolle og er igennem teknologisk mediering blevet konstitueret i nye roller og relationer mellem sundhedsprofessionelle og patienter, hvor udviklingen går fra en traditionel pleje og omsorg til et samarbejde og sparring.

I dag er patienten mere oplyst igennem det digitale, og patienter har fået mere selvindsigt og viden i deres sygdomme. Denne udvikling er sket gennem en mediering fra internettet som teknologi og jeg tror, vi vil opleve endnu mere af denne mediering på baggrund af apps, hvor muligheden ikke længere bare er at søge information på internettet, men at man nu har direkte mulighed for at kunne diagnosticere og behandle sig selv ved hjælp fra apps. Dette vil ikke bare udvikle patienten til den digitalt oplyste patient, men kan være med til at udvikle patienten til at være en større del af sin egen behandling.

Men dette er ikke nødvendigvis nogen negativ ting, hvis man omfavner teknologien med rette, og man får et større fokus på sikkerheden og den kliniske effekt, kan det at ”uddele” apps som et behandlingsværktøj til den enkelte borger være med til at forebygge samt effektivisere behandlingen og endvidere være med til at undgå tilbagefald samt fange sygdomme tidligere i et sygdomsforløb. Dog kan det også være med at sætte sundhedssektoren under endnu større pres, hvis sikkerheden og den kliniske effekt ikke bliver sikret i de gængse apps, da det kan ende med en overflod af sunde patienter, der søger hjælp, fordi de er blevet dårligt vejledt af nye teknogier.

Som jeg ser det, er det vigtigt, at sundhedssektoren omfavner den teknologiske udvikling og udvikler sig i sammen med den, så det netop bliver en sparring på hospitalet, og at nogle af delene i et behandlingsforløb så på en måde bliver outsourcet til den digitalt oplyste patient, der kan håndtere flere af behandlingens faser på egen hånd gennem de teknologiske værktøjer, som apps kan tilbyde. Herved ikke sagt at apps kan erstatte behandlerne, der vil altid være tale om at apps er til støtte og supplement til behandlingen.

Dette er mit syn på hvor vi er på vej hen med en teknologi som apps, og hvilket potentiale der er i dem.